5 tip til yoga-begynderen

Selvom jeg har undervist yoga længe, så kan jeg stadig huske, hvordan det var at være til min første yogatime. Bare rolig – du skal nok komme igennem det, også selvom den første gang kan virke skræmmende. Yoga er et 5000 år gammelt træningssystem for krop og sind, og handler dybest set om at være tilstede i det man gør lige nu. Du vil højst sandsynligt opleve øget fleksibilitet og større smidighed i kroppen, på grund af alle de forskellige øvelser man bruger.

Her er mine bedste tip til at få en god første oplevelse:

1. Tag behageligt tøj på:
Glem alt om fancy yogatøj og dyre mærker. Det vigtigste er, at du har tøj på som du kan bevæge dig i, og gerne en lidt tætsiddende overdel så din t-shirt ikke ryger ned i hovedet på dig. Medbring en varm trøje og et par sokker til hvileposition/savasana til sidst i timen – så er du godt på vej.

2. Undgå at spise før timen:
Faktisk er det bedst ikke at indtage store måltider 2-3 timer FØR yogatimen. Det kan være ubehageligt og føles tungt at lave yoga, hvis man har maven fyldt med mad. Er du meget sulten, så spist noget let – f.eks. et stykke frugt. Og drik godt med væske.

3. Jep, vi har bare fødder!
Vær forberedt på, at yoga altid foregår med bare fødder. Det gør det nemmere at udføre, du står bedre på måtten og øger kontakten til din krop og dit underlag. Det er helt normalt at være lidt selvbevidst om sine bare fødder i starten, men bare rolig. Alle de andre er alt for optagede af deres egen praksis til at kigge på dine fødder.

4. Du skal ikke kunne det hele første gang:
Faktisk skal du aldrig kunne det hele – konkurrence-elementet placerer vi udenfor yogalokalet, og holder fokus på vores egen praksis. Vær blid ved dig selv og undgå at slå dig selv oveni hovedet, hvis kroppen ikke vil som du vil. Og husk: Selv din yogalærer har været nybegynder engang!

5. Gå ind med et åbent sind:
NYD DET, smil, slap af og ha’ en legende tilgang til din praksis! Går man ind med et åbent hjerte og en nysgerrighed, så har man allerede gjort sit bedste.


Skrevet af

Carolina Ellie, yogainstruktør, veganer og holistisk helbredsekspert.
Hun har undervist i yoga siden 2012 og underviser primært i Fitness World. Find hende her og giv et like