Dette spiser jeg som vegansk yogalærer

Som yogaudøver og yogalærer går jeg meget op i at leve sundt, og siden november 2016 har jeg levet 100 % plantebaseret. Jeg er blevet helt vild med at leve vegansk, det smager godt, er godt for miljøet, sundt og planter er faktisk fyldt med alle de proteiner og vitaminer, vi behøver. Det havde jeg ALDRIG troet skulle ske for mig. Jeg var overbevist om, at jeg på et tidspunkt skulle have en ostemad eller en bøf. Men det har jeg slet ikke haft lyst til. Faktisk savner jeg hverken mælk, æg eller kød. Ja selv i min kaffe-latte bruger jeg soyamælk. Samtidig føler jeg mig mere frisk, når jeg har spist, hvor jeg førhen blev meget træt.

Men mange spørger mig: Okay, så du spiser hverken brød eller kød- Hvad spiser du så?

Jeg bliver hverken fornærmet eller sur over at folk spørger – tværtimod. Jeg kan godt forstå dem. Jeg kan godt huske, hvordan jeg havde det, inden jeg levede vegansk og glutenfrit. Jeg ville gerne ændre kosten mere, men jeg havde ingen idé om, hvor jeg skulle begynde. Derfor deler jeg mine opskrifter og oplevelser på min blog i håb om, at det kan hjælpe nogen af jer, som vil leve vegansk eller skære ned på kød, mælk og æg – du finder min blog her! Det er også derfor, jeg har fundet det vigtigt at blive en del af Earthlete og dele min viden og erfaring med at leve plantebaseret som yogalærer.

Her kommer der nogle bud på, hvad jeg spiser:

Lækker grød med frugt og nødder – Om morgenen spiser jeg forskellige former for havregrød – og det behøver ikke være kedeligt. Jeg koger grøden sammen af frugt fx et æble/banan, havregryn, vand havremælk og kanel. Toppet med dadler og valnødder. Jeg prøver ofte forskelige opskrifter og leger med forskellige smage. Jeg kommer ofte noget kogt hirse eller quinoa i og en tsk sesam i min grød. På den måde sikrer jeg at få B12 og protein, som er vigtigt når man lever vegansk.

Quinoa-havre grød m dadler

 

Lun salat, gryderetter eller knækbrød – Til frokost spiser jeg enten en salat eller chia-knækbrød med grøntsager og hummus eller rester fra aftensmad fra dagen før. Jeg er helt vild med quinoa-salat fordi de små frø indeholder alt det, man behøver og det er nemt lige at koge dem. Du kan skære de grøntsager som du har lyst til, blande dem med quinoa, balsamico, eddike og peber og så er salaten serveret. Den kan spises med det samme eller tages med. Hvis jeg er i humør til noget særligt lækkert, vil jeg lave det der kaldes en buddha-bowl som egentlig bare er en skål med brune og hvide ris toppet med stegte grøntsager, hummus og dressing.

Quinoa salat med sødekartofler og selleri

Skrevet af Maria Anemone Kongstad
Korrektur af Kristina Loncar