Du kan da ikke se sådan ud uden kød!

“Må man godt det, du spise dér, når man er veganer? Hvorfor spiser du ikke kød? Du kan da ikke se sådan ud uden kød!” Der er mange spørgsmål og fordomme, når man kalder sig selv veganer og samtidig dyrker sport på eliteplan. Jeg kommer her med min fortælling om hele skiftet til veganer og hvad det har gjort for mig.

Jeg har altid levet et meget aktivt liv, hvor jeg er vokset op i Sydvestjylland blandt marker og storslået natur. Jeg har dyrket mange forskellige typer sport i den lokale forening, hvor fodbold og gymnastik var favoritterne. Jeg var altid udendørs i den friske luft – klatrede i træer, stod på rulleskøjter og spillede fodbold i gaden. Derhjemme i min familie fik vi sund og nærende kost, oftest rugbrødsmadder og frugt til frokost, og kylling, grøntsager og kartofler til aftensmad.

Spoler vi tiden frem til kort tid efter min studentereksamen, fik jeg muligheden for at flytte til Rocky Mountains i Colorado. Her fik jeg bygget en super god kondition op ved at træne i højderne. Mine kostvaner blev dog ringere, og jeg kom hjem med en del ekstra “sukkerkilo” på kroppen og ikke et særligt glad sind. De forsvandt heldigvis igen i takt, at jeg kom hjem til Danmark. Det var rigtig rart, for jeg husker at kroppen gør ondt og overskuddet simpelthen ikke er der, når man dagligt fylder sig med for meget sukker og unødig kemi fra forarbejdede fødevarer.

I forbindelse med at jeg blev optaget på en fitnessuddannelse i København som 22 årig, dedikerede jeg al min fritid til et projekt, der drejede sig om at træne op til DM i bodyfitness, som løb af stablen tilbage i år 2012. Det gik rigtig godt og jeg fortsatte livsstilen, og endte også med nogle fine placeringer internationalt.

Jeg tog på en rejse med min mor i 2015 til en smuk ø midt i Atlanterhavet, og her fik jeg, hvad jeg bedst kan beskrive som en åbenbaring. Jeg stoppede nærmest op, kiggede ud over det smukke hav og tænkte, hvad dælen er det dog der sker.. naturen er vores eneste hjem.. Jeg har altid følt en uendelig stor kærlighed til naturen og til alle dyr. Og på denne rejse gik det ligesom op for mig, at jeg ikke var tro ved mig selv, hvis jeg fortsatte som jeg gjorde. Det hang simpelthen ikke sammen, at min kost bestod af så store mængder animalske masseproducerede fødevarer, som er en enorm belastning for miljøet, eller at dyr skulle leve så ringe på bekostning af mig.

Jeg var kørt surt i en diæt, der hverken matchede mit sind, min morale eller for den sags skyld min krop. En masse kød, skyr, æg, whey protein og hytteost. De sædvanlige og populære proteinkilder. Min mor og søster havde været veganere et godt stykke tid forinden, og jeg kunne sagtens følge dem i deres argumenter omkring etik og sundheden i den veganske livsstil. Jeg havde det jo dybest set præcis på samme måde. Ydermere havde jeg også lagt mærke til store forandringer for hver gang jeg så dem. Huden og øjnene strålede praktisk talt af sundhed, syntes jeg.


Min samvittighed kunne ikke klare mere, og jeg følte virkelig, at tiden var inde til at sige stop

Jeg skar først kødet væk og inkorporerede vegetariske alternativer, hvilket gik overraskende let. At skippe animalske produkter fuldstændig kom helt af sig selv kort tid efter. Det var som om, at jeg fik smag for det, og det føltes virkelig helt naturligt at “gå hele vejen”.

Der er en masse unikke næringsstoffer i de veganske fødevarer – de er sprængfyldte med vitaminer og mineraler fra naturens side. Jeg synes, det er en sand fornøjelse hver gang jeg skal spise, velvidende at jeg hverken giver kroppen noget unødigt eller unaturligt. Og så smager det jo bare så godt!

Andre gode vaner fulgte med denne livsstilsændring. Jeg begyndte at se mere holistisk på hele min tilgang til min træning, som på daværende tidspunkt var meget farvet af fitnessverdenen. Jeg indførte yoga, mobilitet, udstræk, cykling, løb, skateboarding, fodbold, svømning, al mulig alternativ “leg”. Kort fortalt alle de ting jeg foretog mig som barn og som gjorde mig glad.

  • Min krop føltes hurtigt lettere og var hverken propmæt eller træt efter et måltid. Mine smerter i ryggen forsvandt hurtigt, som jeg havde døjet med i flere år.
  • Jeg havde udviklet en problematisk hud som 20 årig, men urenhederne i mit ansigt forsvandt gradvist jo længere tid jeg spiste vegansk. Jeg havde ikke samme betændte eller irriterede hud mere.
  • Jeg føler også, at jeg har udviklet mig meget i en positiv retning rent psykisk. Jeg er meget mere bevidst og klar mentalt og fysisk, og sjovt nok er mine sanser skærpet helt vildt. Det lyder måske vildt, men det er faktisk rigtigt.
  • Lugte- og smagssansen er markant forbedret. Jeg lægger desuden mærke til flere elementer i mine omgivelser. Jeg føler desuden, at jeg er blevet bedre til at tune ind på menneskerne, som jeg møder på min vej. Jeg er overbevidst om, at det er grundet den veganske kost.

Jeg søger ofte oplysninger omkring, hvor animalske fødevarer egentligt kommer fra og hvilke konsekvenser det har for miljøet og dyrelivet. Jeg følger også meget med i hvad der sker af forandringer i det sårbare marineliv, og føler mig meget priviligeret, fordi jeg har oplevet en af verdens sidste levende koralrev på en rejse til Asien i år.

Jeg føler simpelthen en uendelig stor kærlighed og dyb taknemmelighed over vores smukke, blå planet. Og jeg bliver rigtig rørt og ked af, at vi ødelægger den, som vi gør. Jo mere oplyst jeg bliver omkring hele kulturen bag fødevareindustrien, jo mere naturligt og rigtigt føles det at gå den veganske vej, og jeg er meget glad for det. Jeg lever generelt ret minimalistisk, og det har jeg det godt med. Jeg vil rigtig gerne gøre en forskel, tage ansvar og have hjertet med, og det føler jeg bestemt, at jeg gør her.

Det er nok det bedste valg jeg har truffet i mit liv, og jeg håber inderligt, at andre tør tage springet for at værne om jorden og dens fremtid, og samtidig opleve de utrolige forandringer i krop og sjæl.

Jeg kan varmt anbefale at melde sig ind i diverse fora på Facebook og des lignende, her er sprængfyldt med gode ideer til lette og lækre retter fra andre plantespisende danskere. Der findes så mange lækre og oftest billigere og sundere veganske alternativer til de animalske fødevarer.

 

Rigtig god fornøjelse!
Kærlige hilsner fra Fie


Skrevet af FIe Runge
Facebook: facebook.com/Personlig-træner-Sofie