Fra overvægtig til powerlifter – Patrik Baboumian inspirerede mig til at blive veganer

Da jeg var 15 år gammel og gik i 9. klasse på Kildevældsskolen, vejede jeg lidt over 130 kg. Alle ud over mig var bekymret for mit helbred og selv min læge fortalte mig, at jeg nok ikke ville holde til at blive 30. I slutningen af 9. klasse skulle vi vælge det gymnasie som vi ville gå på efter sommerferien. Der var næsten 8 måneder til, og det tog jeg som en mulighed for at få en ny start. Hvis jeg taber mig, kan jeg ligne et normalt menneske når jeg begynder på det nye gymnasium!

Mit mål var at træne en masse og tabe mig. På de 8 måneder tabte jeg mig 40kg og begyndte at ligne et helt nyt menneske. Da jeg startede på gymnasiet, blev jeg behandlet som et ”normalt” menneske og alt var godt! Min nye interesse var træning og det var her, jeg opdagede Powerlifting og de stærke drenge i fitnesscenteret som var de mest imponerende i mine øjne. Ikke nødvendigvis på grund af deres fysik, men på grund af de vægte, de kunne bære! Jeg begyndte derfor at øve mig i at løfte tungere og tungere vægte. Det fangede mig så meget, at jeg begyndte at konkurrere i junior-klassen. Jeg endte med at kunne dødløfte 190kg, squatte 180kg, og bænke 140kg. Det var resultater som gjorde, at jeg kunne blande mig i toppen af junior-kategorien.

Da jeg blev 21, skulle jeg ikke konkurrere i Junior-kategorien længere. I kategorien for de ældre var det et must, at jeg skulle kunne tage 100 kg. mere, end jeg plejede for at kunne stille op til konkurrence. Jeg gik stærkt til den, men ramte muren! Denne mur varede i over et år, hvor jeg ikke følte, at jeg kunne blive stærkere. Min motivation faldt og jeg tabte mig 20kg, hvilket ikke er optimalt, hvis man vil konkurrere i Powerlift.


Nedturen vendte, da jeg skiftede min kost

Februar 2016 sad jeg og kiggede internettet igennem og her faldt jeg over Patrik Baboumian, som mange nok kender, hvis de har interesse for plantebaseret kost og træning. Han var Tysklands stærkeste mand i 2011, og oveni købet var han veganer. På det her tidspunkt havde jeg arbejdet som personlig træner og fitness instruktør i nogle år, og havde altid set mælk og kød som et plus i min diæt, da det var dér, jeg fik mine proteiner fra. Min første tanke var ”Hvorfor spiser han ikke kød?” og det fik mig til at dykke ned i hans historie og videnskabelige artikler om plantebaseret kost.

Jeg stoler mere på videnskabelig evidens og mindre på, hvad alle andre gør. Efter en del læsning af forsøg og evidens, fandt jeg ud af, at det faktisk er langt sundere at spise plantebaseret. Derfor indså jeg, at det var noget, jeg skulle begynde på. Da jeg startede på kosten, trænede jeg som jeg plejede – og DET VAR EN FANTASTISK FØLELSE. Jeg fik aldrig dårlig mave, havde konstant energi, og restituerede bedre. Muren som jeg ramte, hvor jeg ikke kunne blive stærkere, forsvandt lidt efter lidt. Nu ser mine løft således ud: Dødløft: 225kg, Squat: 210 Bænk: 150. Hvilket er en kæmpe forskel fra mine tidligere statistikker.


Skrevet af Franki Ciftci
Korrektur af Kristina & Casper Bilton