Min mission er at blive en plantebaseret triatlet

Hej kære læser på Earthlete – Mit navn er Pernille og i slutningen af 2016 har jeg taget den beslutning, at jeg ikke ønsker, at nogen dyr skal lade livet bare for, at jeg skal stoppe mad i maven. Samtidig tog jeg også beslutningen om, at min mission skulle være at blive triatlet og fuldføre et af verdens sværeste løb nogensinde.

Jeg er født i Danmark, men har skiftet bopæl imellem Danmark og Grønland i min barndom. Jeg har gået lidt til håndbold og lidt til badminton da jeg var yngre, men grundet de mange flytninger, har jeg aldrig haft en ”holdfølelse” eller været tilmeldt en klub i længere perioder. Jeg har derfor aldrig været decideret god til en specifik sport. I dag er jeg 22 år og ved årsskiftet til 2017 ramte det mig lidt.. Jeg er ikke længere bare en teenager, men et voksent individ, der skal tage ansvar for sig selv. Jeg har boet ude siden jeg var 19 år, men har aldrig helt taget stilling til livet som sådan.

I slutningen af 2016 begyndte jeg derfor at revurdere livet og virkelig sætte mig ned og tænke: ”Pernille hvad kan du gøre for at få det bedste ud af dit liv? Hvad gør dig glad? Hvad driver dig i hverdagen? Hvad er meningen med, at du er her?” Store spørgsmål for en 22-årig, men ikke desto mindre vigtige spørgsmål, da jeg følte, jeg lidt stod ved en skillevej for, hvad der egentlig fik mig op om morgnen…

Ud fra alle de tanker fandt jeg derfor frem til, at jeg gerne vil være veganer – jeg vil gerne spise plantebaseret for dyrevelfærden, for min egen krop, men også for miljøet i sig selv – for vores verden.. Jeg havde fundet rigtig meget viden via internettet og set mange fortælle om deres plantebaseret liv via Youtube.

1/1-2017 gik jeg fra den ene dag til den anden fra at være kødæder til veganer – og jeg har ikke én dag savnet smagen af kød eller andre animalske produkter. Fordi jeg ved, at jeg har et formål med det. Fordi jeg ved, jeg er med til at ændre verden, vores miljø og dyrenes.

Samtidig faldt jeg for triatlonens verden. I forbindelse med mit studie har jeg meget fællesarbejde med min studiekammerat Sofie. Sofie har virkelig sået et lille, men voksende triatlet-hjerte i mig, og jeg bruger nu 6 dage om ugen på enten løb, cykling, svømning eller en kombination.


Min drøm skal ikke slukkes fordi jeg ikke har nogen erfaring 

Som nævnt tidligere har jeg aldrig været god til en sport, og derfor var det også en anelse skræmmende. Mange triatleter er tit enten god til mindst én af disciplinerne og mit bedste bud på en egenskab var en langsom 5 km løbetur, som det egentlig var lang tid siden sidst. Men nej! Nu skulle det være! Min drøm skulle ikke slukkes fordi jeg ikke har nogen erfaring eller specielle evner inden for nogle af disciplinerne! Vi kan ikke alle være topatleter fra 6 års alderen…

Så jeg begyndte at træne. Siden 1/1-17 har jeg trænet de ca. 6 dage om ugen. Jeg er gået fra ikke rigtig at have nogen motivation til at stå op og morgenen og tvivle på, hvad der egentlig skulle til, for at der skete noget meningsfuldt i mit liv – til, at jeg nu går på opdagelse i den plantebaserede verden hver dag og med en drøm, der driver mig hver dag; med nye bekendtskaber til mad og kombinationer, og en mavefornemmelse om, at jeg gør det rigtige for mange flere end mig selv.! De forbedringer jeg laver, og den glæde jeg får efter hver træning gør, at jeg hver dag kan gå i seng og tænke ”I dag var godt nok en god dag, og en dag der gør, at i morgen bliver endnu bedre!”

Nu skal det jo også siges, at alt er ikke lutter og lagkage bare fordi jeg er blevet en vegansk triatlet. Selvfølgelig  er der også dage hvor jeg er træt, ikke gider ned og træne og bare vil have cola og pommes.. Men så snart man kan se det store billede for sig, meningen med det og det der driver én. Det er dét, der får mig op af sengen hver morgen!… og så selvfølgelig mit vækkeur…


Skrevet af Pernille
Instagram:

Korrektur af Kristina Loncar