Sådan forbedrede jeg min løbepræstation på den plantebaserede kost

Jeg har løbetrænet i 5 år, dyrket triathlon i 3 år og været veganer siden starten af 2017. Inden jeg blev veganer, har jeg haft fokus på at spise måltider med masser af animalske produkter for at kunne føle mig mæt. Hver morgen var jeg tro mod min morgenskyr, mine leverpostejsmadder til frokost og masser af kød til aften, alt sammen for at få masser af proteiner og være sikker på at kunne restituere bedre – troede jeg! Men hvad var konsekvenserne? Efter hvert måltid havde jeg ondt i maven eller følte mig oppustet.

Efter at have skiftet til en plantebaseret kost har jeg fået mere ro i kroppen, jeg føler en større lethed efter hvert måltid, og har ikke længere den samme trang til sukkerholdige fødevarer, når jeg har spist, og så sover jeg bedre om natten.

Det gode ved en plantebaseret livsstil (som det er blevet) er, at jeg kan spise meget mere! Jeg spiser rigtig meget havregryn, brød, ris, søde kartofler, avocado, frugter, edemamebønner, kikærter, linser, broccoli, spinat, nødder mm. Jeg skal ikke veje min mad og tælle kalorier, men blot spise mere og varieret. At være veganer betyder også, at man opdager nye råvarer, krydderier og mange spændende opskrifter, der er nemme at lave.

Personligt er jeg ret glad for ovnbagte falafler, bønnebøffer, oliefri humus og linsegryde (dahl). Internettet bugner efterhånden af mange lækre veganske retter, og giver man sig lidt tid og laver lidt større portioner kan man have mad til flere dage, eller fryse ned til de dage, hvor det skal gå hurtigt, hvilket jeg ofte gør. På den måde kommer man langt.

Jeg har gennemført en Ironman og har efterfølgende har mere fokus på Marathon, hvor målet er at nå 100 Marathon i alt. Som det ligger nu er jeg på 13 Marathon og har løbet 6 i år, næste løb er Copenhagen Marathon. Ud over at nå de 100 Marathon vil jeg gerne løbe et af dem på under 3:00:00 (PR 3:12:5) og løbe en halvmarathon på under 1:30:00 (PR 1:31:07).

Den plantebaseret kost har givet mig bedre løberesultater og jeg kan allerede se det på min krop, der er blevet mere trimmet og restituerer bedre. Jeg træner ikke på noget højt niveau eller har nogen ambitioner om det, men vil blot have gode præstationer og en mere afbalanceret hverdag.


Find Jacob på Instagram her!
Skrevet af Jacob Brobæk Kiær. 4400 Kalundborg. jbkiaer@hotmail.com.
Korrektur af Kristina Loncar