5 sjove måder du kan holde dig i form på denne sommer (helt uden at gå i fitnesscenter)

Bliv tanket op med Spaghetti alla Carbonara
July 11, 2016
NeoHippien’s Oliefrie Basilikumspesto
July 18, 2016
Skal den fulde sandhed frem i lyset, så har jeg på det seneste haft svært ved at finde motivationen til at gå ned i fitnesscenteret eller løbe den samme velkendte rute rundt og rundt i parken. Jeg har derfor fundet alternative måder at holde mig aktiv på, som ikke indebærer at gå glip af sommeren indenfor fitnesscenterets sure svedlugtende vægge.

Det er mange sjove ting, du kan gøre for at bevæge din krop og holde dig aktiv – og det bedste ved de følgende 5 tips er, at de er ideelle at invitere en makker med på. Du glemmer fuldstændigt, at du faktisk gør noget godt for din krop samtidig!1455394310_resolutions-02

  1. Tag cyklen! Nu har vi snart fanget den – tag trampecyklen fremfor bilen – det er bedre for både dig og miljøet, blah blah og så videre. Men! Der er faktisk noget om det – og ikke nok med det – jeg lover dig, at der ikke er noget som en cykeltur en sommeraften gennem byen. Tag også jernhesten til stranden, vælg den længste vej og tramp i pedalerne i de høje gear – der er ikke noget som en nats søvn efter en 3 timers lang strandtur i solen og en 15 kilometers cykeltur, du sover som en baby!

  2. Tag på vandretur. Skal du bruge sommeren hjemme i Danmark, er dette din mulighed for at få udforsket det danske land. Kør ud af byen, find en skov, en strand, et Himmelbjerg – hvad end det er de falsterske klinter, det bakkede bornholmske landskab eller noget helt tredje – så gå på opdagelse til bens. En gåtur til bondemandens jordbær-selvpluk er også en mulighed. Det samme gælder, hvis du er udenlands. Find noget natur – og oplev det med de gode gå-sko på fødderne. Du får set meget mere – og oveni kommer følelsen af ro.

  3. Ram vandkanten. Der er så mange aktive ting, du kan gøre til vands! Tag familien med på kajak-/kanotur, lej et paddle-board med din gode ven eller tag en svømmetur. Sidstnævnte er også en god ide, hvis du befinder dig et sted med en pool.

  4. Find en klatrevæg. Udendørs eller indendørs – det er ligegyldigt. At klatre er en super god træningsform for dine muskler, særligt for dine arm- og brystmuskler – og du vil være øm i dagevis efter. Tag din ven eller veninde med og test jeres grænser af – hvor højt tør du egentlig at klatre op.

  5. Prøv noget nyt. Tag en dansetime, prøv et yoga- eller pilateshold, saml dine venner til en basketballkamp eller noget helt fjerde. Det er aldrig for sent at få en ny hobby – og tænk, hvis det betød, at du blev så glad for noget, at du fortsatte helt ind i efteråret med at være aktiv, bare fordi det var sjovt.

Skrevet af Amalie_M