Casper er plantebaseret håndboldspiller: “Når jeg løber, styrketræner og restituerer bedre, bliver jeg også en bedre atlet”

Spaghetti med tomat-linse-sovs
oktober 2, 2016
Svar på de 6 største myter om kost og brystkræft
oktober 8, 2016
Læs her hans fortælling, om hvordan en plantebaseret kost har hjulpet ham til at blive endnu bedre til sporten, han lever og ånder for. Der blev gjort op med nogle forankrede fordomme, da Casper for snart fire år siden under sin tid i SønderjyskE Håndbold valgte at leve som veganer. Men det var ikke et fokus på hverken dyrevelfærd eller klimapåvirkninger, der fik ham til at sige farvel til animalske produkter i første omgang. Det var derimod hans mål om at være så dygtig en sportsudøver som muligt.

Screen Shot 2016-07-24 at 08.35.57Amerikansk inspireret opvækst

Casper er ud af en søskendeflok på fire drenge. Maden i hjemmet var, som et resultat af en sportsinteresseret, canadisk far, meget amerikansk inspireret og fyldt med bøf og lasagne.

“Min far har spillet basketball på college, og han var meget opsat på at give os proteiner nok. Jeg vil nok kalde det en meget traditionelt dansk sammensat kost, men med lidt mere vægt på proteiner fra kød,” fortæller han, og uddyber at familien i øvrigt altid har bestræbt sig på at spise så sundt som muligt.

Da Casper var ganske ung hoppede han i farens sportsprægede fodspor, og med en fysisk aktiv hverdag fulgte også en øget interesse for at optimere den mad, han fyldte i kroppen.

Som han siger, “da jeg begyndte at tage min sport mere seriøst, begyndte jeg også at tænke på mad som noget, der skulle gavne mig”. Men hvilken mad, der bedst gavnede en sportsudøver, blev snart sat under lup.


Filmen, der gjorde et indtryk

Da Casper var 21, blev han af sin før så kødglade far opfordret til at se dokumentarfilmen ‘Forks Over Knives’. Den skulle vise sig at gøre et stort indtryk.

“I filmen var der en scene med en Mixed Martial Arts-kæmper, der virkelig talte til en som mig, der ønskede at være maskulin og stærk. Jeg havde altid bestræbt mig på at være så sund som muligt i forhold til min sport, men mange af tingene gjorde jeg jo bare fordi, andre gjorde det.

‘Forks Over Knives’ vendte alle mine madvaner på hovedet. Noget af det, jeg troede var sundt, var lige pludselig ikke sundt alligevel, og noget af det, jeg godt vidste var sundt, var pludselig mere sundt, end jeg troede. Det var en vild oplevelse.”

Det var for Casper en oplagt mulighed for at prøve at blive endnu bedre til den sport, han elskede så højt, og som han netop var flyttet til Jylland for at forfølge. Men det kom ikke uden udfordringer, da han trodsede trænere og holdkammeraters medfølgende bekymringer.

“Jeg ville i starten ikke være veganer, fordi jeg tænkte, at de sociale udfordringer måtte være for store. Så jeg besluttede mig for at prøve det i en måned, hvor jeg stadig godt måtte spise ost, og ellers spiste hvad der blev serveret, når jeg var på besøg hos andre. Men derhjemme prøvede jeg at være så vegansk som muligt.”

Den første måned handlede for ham om at uddanne sig. Det var vigtigt, at projektet ikke slog fejl i en verden af sport, der ifølge Casper selv er særligt fordomsfuld.

“Jeg måtte bare vide, hvad jeg gjorde, for hvis jeg tog til træning og ikke præsterede, ville mit levevalg blive udstillet i endnu højere grad.”

I dag er Casper overbevist om, at han dengang for snart fire år siden traf den rigtige beslutning – og det er hans krop efter alt at dømme også.


Screen Shot 2016-07-24 at 08.36.08En bedre atlet

Casper skilter i dag glædeligt med, at han er veganer. Valget, han engang ikke var så sikker på, skulle nemlig vise sig at have en vidtrækkende effekt på hans helbred.

“Da jeg blev 18, spiste jeg så protein- og fedtholdigt, at det gav mig utroligt dårlig hud. Derudover døjede jeg med rød eksem på albuer, knæhaser, oppe omkring nakken og rundt om øjnene. Da jeg blev veganer, forsvandt alle de her ting. Noget af det havde jeg løbet rundt med i fem år uden at vide hvorfor, og lægernes cremer virkede ikke. Der kunne jeg mærke, at jeg spiste mad af meget højere kvalitet, end jeg før havde gjort.”

Eksemet, opdagede Casper senere, var forårsaget af mælkeprodukter, og den astma, han hele sit liv også havde døjet med, aftog ligeledes efter skiftet til en plantebaseret kost. Uden animalske produkter og raffinerede olier var den på 3-4 måneder næsten forsvundet. Og det kunne mærkes på håndboldspillet.

“Da min astma forsvandt kunne jeg trække vejret igen, og så fik jeg pludselig gavn af hele min træning, hvor jeg før måske kun har fået gavn af halvdelen. Jeg er stadig den samme person, og mine kundskaber inden for håndbolden er de samme, men nu præsterer jeg langt bedre, end hvad jeg nogensinde har præsteret før.”


screen-shot-2016-10-06-at-09-14-19Så hvad siger medspillere, trænere og andre omkring Casper til hans madvaner i dag?

“Når jeg løber, styrketræner og restituerer bedre, bliver jeg også en bedre atlet. At jeg for eksempel ikke har været skadet, siden jeg blev veganer, begynder folk virkelig at reagere på, når de spørger mig ind til mine levevaner. Så viser de interesse.”

Netop interessen fra andre er intensiveret, siger Casper, der håber at udviklingen fremover vil fortsætte med at gå i en mere plantebaseret retning. I dag ser han selv ikke længere på kød, som han gjorde tidligere, og dets plads på tallerkenen har længe været byttet ud med quinoa, ris, grov pasta og bønner.

“Min kost er hovedsageligt baseret på kulhydrater. Jo mere aktiv, jeg er, jo mere energi kræver min krop også til gengæld. Dagen starter typisk med havregryn eller en smoothie med spinat, frosne bær, bananer og havregryn.”

Efter træning fokuserer Casper mere på proteinerne, som han blandt andet får gennem bønner, frø, nødder og quinoa. Hans livret er i dag kokossauce med ris, som han deler med hele familien, der alle er hoppet med på vognen om at leve dyrevenligt.

Casper trives i dag med sin håndboldkarriere. Han er kommet til en klub, hvor der støttes op om og spørges ind til hans valg, og han nyder selv at sprede budskabet om plantebaseret kost, som han nu også motiveres af ud fra et dyre- og miljømæssigt perspektiv. Og så har han fået øjnene op for en helt ny disciplin:

“I sommer løb jeg mit første maraton, og det havde jeg aldrig troet, jeg skulle gøre, for bare fem år siden. Dem kunne jeg godt tænke mig at lave flere af i fremtiden.”


Skrevet af Anima.dk, Frederik Laurenborg

Original artikel: https://anima.dk/lev-dyrevenligt/nem-introduktion-kend-dine-nye-fødevarer/fysisk-aktiv-på-plantebaseret-kost

screen-shot-2016-09-27-at-09-47-35