Sådan spiser du (ude) med din kødspisende omgangskreds

Dette er hvad jeg spiser, når jeg skal være kampklar!
april 2, 2016
Raw kålwraps med alt godt fra grøntskuffen
april 12, 2016
Mad er – og har altid været – en vigtig del af det at være sammen med andre mennesker. Og det er noget, man bør værne om – for det er nu en gang hyggeligst at spise i et selskab. Jeg vil vove at påstå, at et godt socialt liv er mindst ligeså vigtig for en sund livsstil, som det du indtager – det styrker nemlig din mentale sundhed.

Mine forældre er kødspisere. Størstedelen af mine veninder og venner er kødspisere. Vi har altid holdt af at mødes ude i byen og spise en god middag eller besøge hinanden og lave mad – Derfor var en af de sværeste tilvænninger, jeg måtte igennem, da jeg gik fra at spise kød og mejeri til at spise en vegansk kost at finde måder, hvorpå jeg stadig kunne deltage i de sociale aktiviteter i forbindelse med et måltid. Selvom jeg er heldig at have en omgangskreds, der er overvejende støttende overfor mit valg af livsstil – og du forhåbentlig er i samme situation – har du her et par tips til, hvordan du gebærder dig i en verden af animalske produkter – både når du spiser ude, bestiller take-away, er på besøg hos andre eller selv skal diske op1455394695_resolutions-22

Tilbyd at bestille bord – Der findes flere og flere restauranter rundt omkring i landet, der har specifikke veganske retter på menuen. Men de fleste har ikke. Og jeg gider som oftest ikke at tage kampen op med det kødspisende folk og tvinge dem hen til en restaurant, der faktisk har noget på menuen, som jeg kan spise. Heldigvis er det såkaldte nye nordiske køkken kendt for sin brug af grøntsager, og falder valget af restaurant på et sådant køkken, har jeg endnu ikke oplevet, at der ikke kunne trylles en udmærket grøntret frem i det travle køkken – hvis man vel at mærke har informeret dem om situationen i forvejen. Så tilbyd at bestille bord og fortæl dem, at der altså kommer en af ”de dersens veganere”, som også håber at få noget at spise den aften! Har du ikke nået at få bestilt bord, vil jeg anbefale italienske, indiske eller asiatiske restauranter – her kan du næsten altid få lov at lave små ændringer til deres menukort: Alle italienske restauranter med respekt for sig selv kan lave en spaghetti og tomatsovs så englene synger, det indiske køkken vil som oftest have mere end en vegetarisk ret på menuen, som du kan bede om uden ghee og anden mejeri, mens det japanske køkken ligeledes har grønt, ris og tofu og/eller sushiruller med grøntsager og avocado. Spørg og smil – du kommer længst med at være imødekommende og forstående overfor, at deres største kundekreds ikke har samme præferencer som du selv.

”No fish sauce, please!” – Når du bestiller take-away, er det ligeledes førnævnte tre køkkener, jeg vil anbefale dig at gå til. Hvis jeg kunne tælle, hvor mange gange jeg har sagt ”And no fish sauce, please” til den dårligt hørende dame i den vietnamesiske på Classensgade, når jeg har bestilt min nr. 54 med tofu… Vegetarisk pizza uden ost er også en sikker vinder. Ligeledes vegansk sushi – edamamebønner, inari og et par avocado/agurk-ruller – så er du all set!

copyright: GemmaCorell

copyright: GemmaCorell

Når du besøger de andre – Dette er faktisk det, jeg synes er sværest. Jeg bryder mig ikke om at føle mig til besvær for dem, jeg holder af! Til højtider tilbyder jeg at lave nøddesteg og frisk rødkålssalat eller pålæg til påskefrokosten, men på en almindelig weekend- eller hverdagsaften, synes jeg, det er en større udfordring. Det kan være en god ide at bage et brød eller købe en salat med, så du ved, at der er lidt du kan spise, men ellers: tag afsted, håb på det bedste og nyd selskabet! Heldigvis er mine veninder, ligesom jeg, glade for falafler, salat og hummus – måske du også kan lære dine venner at synes godt om disse! Og i fald at alt slår fejl, kan jeg anbefale havregryn med rosiner og iskold soyamælk som den bedste natmad inden sengetid.

Når du skal vise dem, hvad du faktisk spiser – Det er her, du skal vise dem, hvad du egentlig spiser! Imponer dine gæster med noget, de aldrig havde forestillet sig, at plantemad kunne være eller lav nogle gode velkendte retter i vegansk fortolkning. Hvad end det er risotto, tortillas med chilibønnesovs, curry med ris, pasta bolognese med sojaprotein og svampe eller lasagne! Jeg har endnu ikke serveret noget, som ikke er blevet spist med største velbehag!


Skrevet afAmalie_M