Svært at gå 100% plantebaseret? Her er 3 gode måder at starte ud på

En flot krop skal ikke være målet
august 16, 2016
Nem og lækker dhal, du bare skal prøve!
august 28, 2016
Det er en kendsgerning, at flere planter i kosten, betyder mere sundhed. Fordelene ved at blive en 100% plantebaseret atlet er mange. Nogle af fordelene ved at ændre kosten, er at man kommer til at opleve bedre restitution, mere energi og mange fortæller, at de er blevet stærkere på en kost uden animalske proteiner. Det kan være svært fra den ene dag til den anden at omlægge til en 100% plantebaseret kost, derfor har nogle brug for at tage et skridt af gangen og gradvist udelukke de forskellige animalske produkter. Så her er 3 gode råd til dem, der gerne vil arbejde henimod en mere plantebaseret kost.

Det kan være en rigtig god ide at starte ud med at tage et skridt af gangen. På den måde oplever du nogle af de forbedringer, en plantebaseret kost kan tilføre din sundhed og dine sportslige præstationer, uden at gå all-in. Uanset om man går 100% plantebaseret eller f.eks. 60% plantebaseret til at starte med, så er det en videnskabelig kendsgerning, at flere grøntsager og frugter i din kost, gør dig sundere og i stand til at præstere bedre. Sundhed betyder rigtig meget for, om du er fysisk velfungerende i din dagligdag. Hver gang du indtager noget usundt, skal din krop bruge energi på at udrydde det fra din krop. Det er energi, som din krop kunne have brugt på noget andet, såsom at være frisk i hovedet, så du har lyst til at træne. Når man spiser en kost, som er fyldt med meget fedt, olie og animalske produkter, så tager det kroppen omkring 6 timer at få det ud af systemet. Inden der er gået 6 timer, så har de fleste mennesker spist endnu mere af den slags, og det betyder, det bliver en ond spiral, hvor kroppen hele tiden bruger sin energi på noget andet, end hvad du egentlig har lyst til, den skal bruge sin energi på.


Her er 3 gode måder at starte en plantebaseret livsstil:  
  1. Udeluk mejeriprodukter
    Mejeriprodukter slider på kroppen. Kroppen skal bruge en masse energi på at nedbryde det. Mejeriprodukter indeholder meget fedt og hormoner, som kroppen ikke ved, hvad den skal bruge til. Mælk bliver kædet sammen med mange forskellige sygdomme, og hvis du har en syg krop, så kan du godt vinke farvel til gode resultater. Sygdomme som mejeriprodukter er blevet sat i forbindelse med er f.eks. akne, fedme og forskellige former for kræft. Mejeriprodukter indeholder opiater (en form for narkotika), og det får din krop til at føle sig døsig. Det farlige ved opiater er, at de også er vanedannende. I stedet for mejeriprodukter kan du indtage smoothies og plantemælk. Proteiner findes i stort set alt mad, og calcium kan du få fra spinat, grønkål, nødder, frø og mange andre plantebaserede råvarer. Ved at udelukke alle mejeriprodukter vil du føle en større forskel, end ved kun at udelukke kød.
  1. Spis plantebaseret indtil aftensmad
    En anden måde at starte ud på er at spise en plantebaseret kost, indtil du skal spise aftensmad. Sørg for at alle dine snacks, samt morgenmad og frokost er 100% plantebaserede. Det vil betyde, at du nogenlunde spiser 70% plantebaseret, og fordi du starter din dag ud med gode kulhydrater og proteiner fra planter, vil du opleve at få en virkelig god start på dagen. Til morgenmad kan du spise havregrød, havregryn/müsli med plantemælk på, brød med avocado eller humus eller en kæmpe smoothie med alt det sunde. Det er en god idé altid at inkludere frugt, tørret frugt, og grønne grøntsager i morgenmaden, da dette giver en frisk form for energi. Til frokost kan du lave forskellige salater med lækre kulhydrater som f.eks. grov pasta, quinoa, kikærter, bønner eller ris. Når du når til aftensmaden, så kan du spise, det du plejer, på den måde vil det ikke føles som en kold tyrker, og du kan få stillet dine animalske ”cravings”, selvom trangen til dem vil falde, i takt med du oplever, hvor meget bedre du får det ved at spise plantebaseret.
  1. Spis kun plantebaseret, når du er hjemme, og når du er ude, spiser du, hvad andre serverer.
    Det bedste du kan gøre for dig selv, og det mest effektive råd, er at smide alle animalske produkter ud af dit hjem. Dit hjem er din safe-zone, og hvad, du har derhjemme, udgør størstedelen at dit daglige madindtag. Når du har et sundt hjem, har du også en sund krop. Smid animalske produkter ud, så du nemmere kan undgå fristelserne. Lev plantebaseret derhjemme, og når du er ude, kan du spise, hvad de andre får, eller serverer dig. Det løser det sociale problem, som mange frygter, kan opstå, når man takker nej til andres mad. Derhjemme skal du lægge vægt på at spise masser af frugter, grøntsager, nødder og vigtigst af alt en masse grove kulhydrater i form af ris, pasta, quinoa, bønner, kartofler, havre og meget andet. Du bestemmer helt selv, hvornår du er klar til at “springe ud” som plantebaseret og takke nej til din mormors boller i karry.

Skrevet afCasper